lørdag den 20. september 2014

biip....biip....biip...biip....


Lidt øjeblikke der har fået mig til at tænke:


Det banker på døren, det er lidt forvirrende, for det plejer ikke at banke på døren ved den tid, og jeg lå egentligt stadig i sengen og snakkede med mit yngste barn, om Barbie der er en prinsesse, om drømme hun har drømt, om en smuk kjole hun havde fundet i sit skab, om at ikke at kunne tage strømper på hurtigt, når man nu så gerne vil kunne hurtigt og helt selv, om at elske og være sød. Alt det der fylder en lille to årig piges hjerte og flyder ud af hendes mund. Jeg nyder at have fri og have tid.
Der står en ældre herre udenfor og spørger om han må tage billeder af alle blomsterne? For selvom hans have er stor, så vil hans georginer aldrig lykkes. Jeg giver ham lov og tænke ikke så meget over det lige i det øjeblik.


Jeg syntes min have er forsømt og trist lige nu, men han og de mange andre der går forbi eller stopper og tager billeder, de ser skønheden i det jeg har. 


Senere på ugen møder jeg en nabo, som også nævner alle de blomstrene blomster. Jeg ser mest kun ukrudtet og min dårlige samvittighed, det lange græs og det der burde flyttes, men andre ser blomsterne. 
Ser stadig skønheden, den jeg plejede at se. 
Jeg snakker lidt med hende, om glæden der er væk, og om damerne der syntes børnene ikke havde plads i haven. Hun er tidligere jordmor og ser lidt eftertænksomt på mig. Så siger hun:" specialister kan vælge at glorificere eller nedgøre ens liv, men spørgsmålet er om de skal have lov til at bestemme det" 
Lidt efter siger hun:" jeg ser dine børn, jeg ser dem  med dig, på vej hjem fra at samle kastanjer eller med haletudser i en spand, ser dem spille bold på vejen, hjælpe med at plante blomster, lege i baghaven eller klatre i træerne, de er lykkelige børn og de elsker skønheden omkring dem" 

Hun har ret, ligesom alle jer der kommenterede på min tidligere post har ret, Andre skal ikke have lov til at bestemme hvordan jeg har det, eller mine børn, Vi bestemmer hvordan vi har det. Ingen kan bedømme andres liv på 40 minutter.


Jeg kommer hjem med min yngste søn, Jeg har lige hentet ham fra børnehaven og vi er lidt trætte. Da vi kommer ind igennem havelågen siger han" mor skal vi ikke hvile lidt?" og sætter sig midt i have gangen. Lige ved siden af står de gulerødder vi såede sammen i foråret. 
"Kan du huske vi såede gulerødder her? spørger jeg ham og han ser på mig lidt trist og siger" ja, men de blev væk mor" Lige der indser jeg han ikke ved hvordan gulerodstoppe ser ud, og vi går hen til rækken og begynder at trække gulerødder op. Hele hans ansigt lyser da han står med et bundt gulerødder i hånden og siger " mor de var ikke væk, se det er rigtige gulerødder" 

Hvis jeg ikke havde valgt at så i noget af jorden, istedet for at have en stor græsplæne, så var jeg gået glip af det sejrstolte ansigt af min søn med sin første gulerods høst. Jeg havde ikke kunne sidde midt i jordbærrækkerne sammen med min datter og spise til hun var rød i hele hovedet. Jeg havde ikke kunne plukke kæmpe irisblomster og stikke i hendes lille hestehale, så hun følte sig som den smukkeste prinsesse. Børnene havde aldrig fundet ud af at Gladioles blomsterstande ligner sværd. At Roser dufter, men stikker. At jord kan se helt tomt ud, men pludseligt vælter der blomster op. De ville  ingen blomster have at samle frø fra og prøve at så næste år. Der ville ikke være små skrubtudser gemt rundt omkring de kunne finde. De ville bare have en masse græs at stå på.

Ingen kan definere nogen på 40 minutter, Ingen skulle have lov til at gøre det.
 Livet er sårbart, stærkt og smukt på samme tid og det er ikke evigt. Og vi påvirker hinanden hele tiden.


”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.” 

Citat af K. E. Løgstrup


Hvis der er noget jeg er blevet bevidst om af alt det her, så er det at når jeg er blevet færdig med min udannelse og med lidt held får arbejde om et års tid, så skal jeg ikke dømme og begrænse mig i forhold til de mennesker jeg kommer i kontakt med, for det er ikke fair eller realistisk at gøre.




Har jeg fået min glæde tilbage? Nej, men jeg har måske fået en trang til at kæmpe for den.

Kærlig hilsen 
Marianne

(Hvis computer brændte sammen i tordenvejret og nu må låne sig frem et stykke tid. Derfor meget irregulær onlinetid)

6 kommentarer:

  1. Kære Marianne
    Det var smukt skrevet og berørte mig dybt, jeg håber, du finder glæden igen, for du gør alt det rigtige for dine børn. 40 minutters bedømmelse fra nogen paphoveder dur ikke, godt du er på vej op igen og vil kæmpe for den.
    Dine børn er heldige, at de har sådan en dejlig mor, som forstår at lære dem glæden ved at dyrke jorden, bliv ved med det.
    Knus fra Samsø

    Ærgerligt med computeren, jeg synes nok, du er blevet så stille.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det er træls med computeren. ..jeg bruger min tlf, men det er bare ikke det samme.

      Tak for din søde støtte.
      Knus og kh
      Marianne

      Slet
  2. Det var alletiders opfølgning på dit tidligere, triste indlæg. hvor skriver du godt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :) jeg er glad for du kan lide det :)
      Kh
      Marianne

      Slet
  3. Hej Marianne

    Jeg har også svært ved at forstå hvorfor i skal trækkes gennem alt dette.

    Håber dine børns glæde og blomsterne og haven vil hjælpe dig gennem det hele!

    Ha en dejlig aften

    SvarSlet
    Svar
    1. Fordi vi er en anderledes familie går jeg ud fra. Valg man ikke forstår vil vel altid enten tænde nysgerrighed eller fjendskab....tror jeg ..måske. alternativet er fordi de kunne og det er deprimerende at overveje.

      Kh
      Marianne

      Slet