Ja rodet er egentligt ikke det her. det der skal blive til køkkenhaven engang. Det er jo bare gammel køkkenhave som er groet til, og det er som sådan vel ikke rod, bare vildt.
Ikke at der ikke skal arbejdes med det, for det skal der.
Det her er rodet. Stauder fra min gamle have som ikke var kommet i jorden og frosten den kom jo, lige pludseligt og også før de sagde det kom, så vi fik pludseligt meget travlt.
Heldigvis havde mine sønner gravet et stort stykke af den gamle køkkenhave fri, og roserne var sat, men der er rigtigt mange ting som stadigvæk ikke var i jorden og stod i sække med bare rødder.
Så jeg måtte ud og lægge presenning og tæpper over sækkene for natten og håbe på at man stadigvæk kunne grave dagen efter.
Det kunne man heldigvis :) Selv om det var svært.
Stauderne fra min tidligere have har snerlerødder i. Så alle planter har fået skyllet jorden af, er blevet skilt i atomer, fået fjernet uønskede rødder og plantet i et karantænebed.
Jeg har dog garanteret overset noget, derfor karantænebedet. For nogle af dem skal op igen så snart jeg ser den mindste snerle.
Helt ærligt, jeg burde nok bare have efterladt dem.
Jeg har fået alt med bare rødder i jorden, men den var svær at grave i. De første ti cm var frossent. Så det sidste er bare sat ned i en lang rende, alt alt for tæt sammen, hulter til bulter og dækket med jord.
så må jeg fortsætte hvor jeg slap til foråret,...... hvis de overlever det.
Der er en påfugl i min have.
Jeg fandt den da jeg skulle klippe buksbom.
Jeg valgte heldigvis en håndsaks pga. ukendt have, og fordi når ting skal formes til andet end lige op og ned, kan jeg faktisk bedst lide håndsaksen. og man kan bruge den om aftenen, fordi den ikke larmer ret meget.
Da jeg begyndte at klippe fik jeg sådan et " hov, den vokser da lidt underligt, hvorfor er der hult der?" øjeblik. som fik mig til at standse op og kigge lidt efter.
Jeg vil tro den ikke er blevet klippet i to år, men jeg fandt den langsomt imens jeg klippede, nu meget forsigtigt. Først tilbage til dette års væksts begyndelsespunkt, Så jeg kunne se hvad den havde været, og så efter hvordan jeg syntes den skulle være nu.
Det tog lang tid at finde den, men her er den så, havens påfugl og den larmer næsten ikke :)
Der er stadigvæk lidt efterårsfarver på i haven.
Der er Gunnera i den nye have.
Jeg har ikke haft en før, men jeg fik hjælp til hvordan man passer den af Lisbeth fra Høneballehaven, Tak til hende :)
Derfor vidste jeg så også at den skulle dækkes med det samme der kom frost.
Noget jeg selvfølgeligt først opdagede da jeg kom tilbage fra et besøg i Fredericia, efter mørkets frembrud. Så det blev en underlig omgang i lommerlygtens skær.
Jeg havde ikke noget halm, så de fik en gang hø i stedet og så bladene over.
Jeg gik ud morgenen efter og smed nogle sække, en gang kompost/dyremøg og visne blade over til sidst, Så nu håber jeg det er ok indtil foråret.
Jeg kan jo godt lide de kæmpestore planter... også selv om mine ikke er så store endda. kun ca en meter høje.
Bondegården nede om hjørnet, har sat køer på marken foran huset, det er ret hyggeligt, og uden fluer på denne tid af året.
De går ude også i frostvejr og spiser bare af det rimfrostdækkede græs.
Selvom det ser ud til de går efter det i traktorfurene først, det er mindst frossent.
Pas godt på dig :)
Kærlig hilsen
Marianne











































































