Jeg er ikke så meget på min blog fortiden, og ærligt, jeg er heller ikke ret meget i haven.
der er en grund til det, en grund jeg aldrig troede jeg skulle få.
Jeg har ikke lyst.
Jeg har altid set vores have som en samlingssted for alle, børn, voksne, dyr. Et sted hvor der var plads til alle, og hvor vi kunne være sammen eller for os selv. Et dynamisk og positivt sted.
Børnene var selv med til at bestemme hvilke ting de gerne ville have i haven, som sansegyngen, legetårnet, rutchebanen, sandkassen med balancegangs stubbe som kant, gangsystemet til at cykle på med vendeplads( terrasser) i hver ende, bålplads, gemmesteder og at der skulle være adgang til det vilde skovstykke bagerst. Det var en hyggelig og sjov process.
 |
| legetånet med hule under, klartegreb og rutchebane. |
men:
Før sommerferien fik vi besøg af en sygeplejeske og en læge fra Kolding børnepsykologiske afdeling fordi vores ene søn har problemer med koncentrationen i skolen.
Vi bad om aktindsigt i deres undersøgelser og fik papirene for et stykke tid siden, og der beskriver de haven som en blomsterhave, uden plads til børn eller leg, og der bliver observeret digitalis i den.
Jeg har ikke kunne hygge mig i haven siden, og det gør mig ked af det, for vi har haft så mange positive oplevelser der.
Det værste af det hele er, jeg ved de kun var i forhaven, som stort set ikke er blomster, men mest en lille græsplæne og bærbuske og træer samt grøntsagsbede, bede som børnene forøvrigt selv er med til at passe og høste når de har lyst. Hønsene er også i forhaven, drivhuset, cykler, go.kart osv. er placeret der og bålpladsen samt den ene terrasse.
Legetårn, sandkasse, almindelig,baby og sansegynge, osv. er i baghaven, længst væk fra bilerne. I den baghave de ikke gad se fordi det styrt regnede. Jeg tror dog ikke det ville have gjort nogen forskel på deres syn på haven.
 |
| grøntsagshaven, med blomster |
De så ikke alle de hyggelige spiselige ting, de modne jordbær der lyste rødt, den sprøde salat og de blomstrende kartofler (som forøvrigt er lige så giftig som digitalisen) de så kun digitalis planten, som ikke står sammen med de spiselige ting.
Det mest "komiske" er at de højst sandsynligt har en liguster hæk derhjemme, hvis bær er næsten lige så giftige som digitalis og indbyder en helt del mere til spisning.
Der er massere af giftige stauder som folk ikke aner er det. eksempeltvist dansk ingefær, ridderspore, blåregn osv. men hvad man ikke ved har man ikke ondt af.
Jeg ved og kan faktisk genkende de fleste af dem, og underviser mine børn så de kan genkende dem, men næh nej.. hun kunne genkende digitalis! " flot!! "
Hun skulle have taget min to-årige med ud og vise hende planten. så ville hun havde fået" finnnn.. farlig!" at vide og ikke have fået hende til at røre den, men det gjorde hun ikke, hun skrev en rapport!
 |
| Hund, kat, fisk og høns er en elsket del af familien. |
Jeg kan ikke ryste følelsen af mig når jeg går ude i min meget offentligt liggende have, at folk ikke ser et hyggeligt blomstrende sted, men istedet ser: "dårlig mor, dårlig mor, dårlig mor, dårlig mor" der stjæler alt pladsen til blomster.
I børnevenlige haver er der tilsyneladende bare en stor plæne til fodbold (min børn kan ikke lide at spille fodbold, de kan bedre lide basket, så hvis jeg skulle lave noget for dem skulle jeg asfaltere det hele, men jeg har på fornemmelsen det ville blive set lige så misbilligende på som blomster).
Legestederne er ikke integreret imellem blomster og bede i det børnevenlige sted.
Børne venlige haver kan tilsyneladende ikke være blomstrende, ikke være smukke.
 |
| Alle fem børn kan være på sansegyngen når de kommer hinanden ved. |
Så hvad gør man.? vælter man det hele, fjerne grøntsagsbede, og blomster og sår græs overalt og smækker en kæmpe trampolin op?
Eller kan jeg overbevise mig selv om, at de fleste mennesker bruger øjnene, ser børnenes glæde og ved de elsker den have lige så højt, som deres mor plejede at elske at arbejde i den ?
Jeg ved det ikke, jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, så græsset det gror, og snerlerne breder sig.
Jeg er tudefærdig over at folk tror at børn ikke kan være i en have med blomster.
Istedet for at skrive om gule og lilla toner i krukkerne, kunne ham Dalby så ikke tage at skrive om det? Om smukke eller blomstrende haver, hvor der også er plads til leg? så ville han gøre en god gerning. Han er den eneste i Danmark der har en chance for at nå ud til folk, der ikke kan se forskel på jordbærplanter, kartofler og to årige stauder.
Kærlig hilsen
Marianne
