tanker...

Det er egentligt ikke noget jeg tænker over så tit, men da jeg fik barn nummer tre, blev mit bækken ødelagt. 

Jeg har lært at leve med ikke at kunne grave, løbe, løfte ret meget osv. nu

Haven blev på mange måde min redning væk fra den rullestol lægerne troede jeg skulle ende med at sidde i resten af mit liv.

Jeg havde ikke en have selv, kun et stykke jord jeg havde tigget mig til hos viceværten, hvis jeg selv holdt det.

Så det skulle holdes...

 Mine forældre havde jo deres have, hvor børnenes kaniner boede, og kaninerne skulle have mad, og gøres rent ved. Mine forældre havde jo ikke sagt ja til at gøre det for mig. (De passede dem imens jeg var syg, men jeg havde jo lovet at gøre det selv)

 Jeg lå der i sengen, og kunne ikke selv vende mig eller sætte mig op.

Jeg kunne ikke løfte mit barn, eller have de store børn på skødet.

Jeg kunne ikke noget andet end at være til besvær, men dyrene de skulle jo passes, børnene skulle have mad og knus, og jeg havde jo lovet at passe det stykke have jeg havde fået af viceværten.

Så man træner.

 Man skubber sig selv lidt hver dag.

 Mere og mere.

Indtil man kan gå med krykker.

 Man kan ikke rive bede når man har brug for to krykker, så man prøver med en.

 Man kan ikke plante blomster med en krykke, så man ligger den og  kravler lidt , planter og hiver sig op ved hjælp af træer eller ens mands arm....

Man kan ikke løfte sit barn eller gøre rent ved kaniner, eller holde sit barns hånd.. så man gør mere og mere, og en dag kan man stå selv, gå igen, og holde sine børn i hånden når de skal over gaden.

Jeg kommer aldrig til at kunne løbe, eller cykle op ad bakker eller grave store huller uden det koster, men jeg har min have, hvor jeg kan skifte belastning og arbejdsstilling, og træne mine muskler.

Jeg er taknemlig.

 Haven råber aldrig ad mig, den forlanger ikke mere end jeg kan klare, og den giver ro og skønhed igen. 

I haven er jeg altid god nok.

Den styrker min krop og min sjæl.

Jeg kan kun konkurrere med mig selv i den, og ingen ved om jeg vandt eller tabt, for min målestok er mit arbejde fra tidligere. 

Farten af arbejdet i haven, er min fart.

Jeg kalder haven min, men der er jo sin egen.. jorden, og den gør i sidste ende som den selv vil.

 Den er bare også verdens mest tålmodige legekammerart.

Jeg må gerne lege med og jeg finder det er et pivilegie. 

Jeg håber du får en rigtig god søndag.

Kærlig hilsen 

Marianne