mandag den 27. maj 2013

Den første rose...


Den første rose, (rosa hugonis eller father Hugo's rose), blomstre. Mine forældre har købt den sammen i sin tid, og den var næsten gået ud i en krukke, men den kommer sig fint nu og sætter store kraftige grene fyldt med små gule blomster.  Min mor elsker gule roser.


Min Stanwell perpertual står også fuld af knopper. Busken bliver meget stor, men den er klart værd at bruge pladsen på. Den vil blive ved med at blomstre fra nu til frosten kommer. Første blomstring er dog størst. Roserne dufter fantastisk!


Mr president clematis'en står med store knopper. Det er første gang den blomstre og jeg er spændt.
Gulregnen i baghaven er også sprunget ud nu. Den står ikke på vores grund, men den er en del af krattet bagerst i haven. Jeg skal hive i hundredevis af små gulregntræer op af bedet hvert år. Den er rigtig smuk i blomst, resten af tiden kunne jeg sagtens undvære den. Specielt når den sætter de små ærtelignende bælge. Kombinationen guldregn og børn er dårlig.


 Den første iris, er den mini Iris jeg fik forærende af en sød dame på blomster markedet i Fredericia. Hun sagde den var mørke lilla. Det vil jeg nu ikke kalde den, men den er rigtig sød. 
Den mørke lilla/blå er den første af de høje iris til at blomstre, en dag efter Høneballehaven :)  Fredericia er måske næsten så varm som Samsø alligevel ?


 Mine små duftgeraniestiklinger fra sidste år, som jeg havde efterladt i drivhuset i en krog i efteråret og glemt alt om, har bestemt sig for at gøre opmærksomme på de vil have en større potte. De blomstre på livet løs. 
De to gudeblomster jeg købte i botanisk have pr. impuls er skønne, men jeg er ikke sikker på om det er bedst at sætte dem i surbund eller lerjord? Jeg kan selvfølgeligt sætte en hvert sted og se hvilken der har det bedst.


 Min far kaldte altid knopurt for ukrudt og hev dem op, men jeg må indrømme jeg altid har haft et svagt punkt for planten. Man skal bare huske at klippe dem ned efter endt blomstring, ellers kommer de til at ligne noget der er løgn. Med en studsning, sætter de nye smukke blade og man får en blomstring mere.


Min lille bitte løvstikke :)  
Nej det er ikke kamerasnyd, Den er lige så høj som siderne på drivhuset og en meter bred. det er forøvrigt en skøn plante.
Jeg klipper den ned lige før den smider frø, ellers har jeg løvstikker alle vejene.

Hav en rigtig dejlig dag. Må du finde noget spændende og smukt i dit liv idag.
Kærlig hilsen 
Marianne


Jeg ved ikke hvad den hedder, men det var min absolutte ynglings stenbedsplante da jeg var lille, og den overlever altid, på trods af urimelige levevilkår ind imellem. Fantastisk! Livet er for vildt!


Forøvrigt er vildtvoksende geranier ikke spor grimme, bare mindre end haveformerne :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar